tirsdag den 24. juni 2008

Udfordringer søges. Eller?

Det fælles liv på højskolen udfordrer os kulturelt, eksistentielt, religiøst, psykologisk og politisk.

Således beskrives det bla. i værdigrundlaget for Ryslinge Højskole, og jeg funderer over hvornår jeg sidst er blevet udfordret på nogle som helst måder.
Kan ikke lige umiddelbart finde et svar, men kan da udlede af min søgen efter svaret, at jeg gerne vil og trænger til at blive udfordret en kende.

Generthed og åbenhed
Som tidligere nævnt, brager jeg ikke ind i folk med rundsave på albuerne, selv om jeg er blevet opfordret til det. Tror virkelig, man skal spørge sig selv "hvad er det værste, der kan ske?" og kaste sig ud i det, for der venter jo sjældent en forestående katastrofe. Det løser sig og plejer at gå godt. (Minder mig selv om, at jeg skal ha' bestilt den bog, der hedder "Breve til mit yngre jeg" eller lign.).
Jeg er genert, grænsende til det sky eller nogle gange neurotiske, men jeg kan sagtens mande mig op og overskride mine egne barrierer. Der skal bare være fornuft i det, et formål eller en sag at kæmpe for.

Råd til mit yngre jeg
Skulle jeg have givet mit yngre jeg et godt råd med på vejen, måtte det være, at jeg skulle få fingeren ud af den navle og interessere mig lidt mere oprigtigt for andre mennesker end bare den iagttagende måde. (Ironien skinner igennem her, kan jeg godt se, idet jeg vist nok netop nu finder lidt navlegrus, - men jeg forsøger jo at dele ud af min store indsigt her, så undlad venligst at notere det paradoks). Jeg skulle tro mere på mine egne evner og berettigelse og indse, at alle for pokker er usikre, -nogle er bare bedre til at skjule det.

Tilbage til udfordringerne eller mangel på samme. Der er jo kun én, der kan leve mit liv og vælge de stier, jeg nu engang kommer til at gå ad.

Fast vej igennem livet?
Ret tidligt fik jeg det spørgsmål stillet, om jeg var blevet sat. Forstod end ikke helt, hvad det betød. Var det mon en kompliment, at have fundet en dagligdag, en fast vej at gå. Naivt troede jeg det var noget at stræbe efter. Det almindelige liv, uddannelse, job, kæreste, børn og en sikker, betrådt sti. Fandt hurtigt, men måske ikke hurtigt nok, ud af hvor kedeligt det kan blive og brød med det hele. Nu tror jeg bare jeg er blevet sat på en anden måde, for jeg er sågu havnet i villa, volvo (Nissan, dog) og vovse alligevel. Omend jeg ikke lever på den gængse måde. Det kan da ikke være det, du mener med rigtig godt fodfæste?

Når jeg ser ned af min villavej, hvor jeg ikke aner hvad naboerne hedder, og hvor kulturen består i et årligt arrangement i kolonihaveforeningen, må jeg konstatere, at det er fandme ikke godt nok, Betty - det kan du gøre bedre.

Nu skal der ske noget
Jeg skal ud og begejstres igen. Jeg vil mærke fællesskabet, kreativiteten og den basale, men store glæde det er at synge højt og inderligt, møde og tale med andre mennesker på en oprigtig, nysgerrig måde. Jeg vil se nyt og glædes ved det eller i det mindste forundres. Jeg vil ikke rynke på næse og forarges over det anderledes, men forsøge at være positiv og lære noget nyt.

Starter i det små. Et lille skridt ad gangen og så kan det være, det fører en større indsigt med sig om, hvor jeg så vil hen. Et godt sted at starte, er Roskilde Festival. Jeg tager afsted alene, men som jeg svarede en nysgerrig kollega, da jeg forelagde mine ferieplaner, så kan det jo være, jeg møder nogle jeg kender. Eller også møder jeg nogle nye mennesker. Under alle omstændigheder, er det min mening, at det skal være et led i en større plan.

Ses vi? Jeg vil stå der med åbne arme og et hjerteligt smil.

2 kommentarer:

  1. God beslutning... rigtig, rigtig god beslutning :-)

    SvarSlet
  2. Tak - det er ikke udfordringer du kommer til at mangle i nærmeste fremtid heller ;-)

    SvarSlet