Betty Online

De sidste to dage har jeg søreme taget cyklen på arbejde. Eller til stationen om ikke andet - der er for langt fra Ringsted helt til København. Trods alt . Jeg har mærket, at jeg har haft behov for at røre kroppen og synes bare ikke der er tid til det i hverdagen, og det er næsten altid mørkt inden jeg når hjem i denne årstid. Forleden spadserede jeg så de 4 km der er fra stationen til mit hjem. Lækkert. De store ørebøffer med altid god musik tager den kolde vind og varmen kommer jo helt af sig selv. Har egentlig aldrig mærket før end på det seneste, at det er rart at få brugt kroppen - det har mere været en nødvendigt onde. Suk ... Formen er også forbedret efter jeg har smidt omkring 15 kg nu, så det er nok også det der gør, at man får lyst til at røre sig. Det er den gode cirkel, tror jeg ;-) Målet var 10 kg, men mirakler sker virkelig, åbenbart. * woohooo!* Og når vejret er trist og gråt, kan man sagtens blive glad af den lille cykeltur. Der skal faktisk ikke så meget til. Selv ikke...

Støttekoncerten i onsdags på Ryslinge gik over al forventning og der var stor tilslutning. Woohooo :-) Hvis ikke jeg var vild med Alberte og "drengene" blev jeg det denne aften. Albummet 'Frostmorgen' har også kørt lige siden og nogle af sangene gi'r ekstra mening, når hun selv har fortalt lidt om fortolkningen. De spillede også mange af de "gamle". Jeg tror, der sad en Alberte-entusiast lige bag mig. Han insisterede i hvert fald på at klappe hele tiden. Godt så ;p De var i strålende humør og det var bare hyggeligt at være med og møde et par af dem man kender. Ole Kibsgaard spillede på guitar, Benjamin Koppel Saxofon og Tommy Andersson på bas og Alberte tumlede og dansede (og sang), kun klaveret manglede, men det ku' man ikke høre, hvis man ikke kendte sangene. Hun minder mig vildt meget om min "allerkjæreste" veninde, så det var lige før jeg så hende deroppe på scenen i sjov dans og sang. Hun har godt nok en dejlig 8mdr's gravid mave...

... når man tager sine lidt for små bukser på, og finder ud af at de faktisk er blevet for store. Yipeee! Jeg kan nærmest kickflippe som Razz i dag.

... er det meget godt at gå i enrum, langt, langt væk fra andre og bare være alene med sig selv og sine tanker. Som David Byrne på så effektiv vis fortæller med sit kropssprog, er det jo normalt og man er helt berrettiget til det. Så kan det godt være, at andre synes man er mærkelig, men det må være deres problem. "There Stands the Glass" af Webb Pierce. I min tid i enrum fik jeg tænkt nogle ting igennem. Jeg har valgt, at der ikke skal fyldes til randen i nogle glas for mig mere. Det er det bedste . Og et tilvalg i stedet for et fravalg. Nu må Betty til at være lidt god ved sig selv.

Forleden dag kom jeg gående forbi Henrik Bruhn på Strøget på vej hjem fra arbejde. Det er ham den store komiker i mere end en forstand, som har væddet med Mattesen om at han kunne tabe halvdelen af sin kropsvægt på et år og som skulle kunne stille op med et nyt show med nye emner. Han så skidegodt ud, gjorde han. Jeg blev simpelthen så glad da jeg kunne se, at det rent faktisk var ham, og havde det ikke været fordi han talte i mobil, var jeg gået hen og sagt et par ord og givet ham tomlen opad. Herhjemme har han også været samtaleobjekt, men for det meste har jeg bare rystet på hovedet ad ham, fordi han ikke rykkede sig ud af stedet psykisk, men blev ved at benægte at have problemer med moralen og sit livssyn. Det lader til, at han endelig har fået øjnene op for problemernes virkelige omfang, så han bliver en gladere og "bedre person" og ikke bare en tynd stodder. Hvor er det dejligt, at man har lov (og ret) til en ekstra chance, og at nogle forstår at gribe muligheden!