Betty Online

Det er blevet småt med indlæggene her på bloggen. Det skyldes mest at der sker meget på den personlige front og det har jeg ikke lyst til at skrive om. Eller rettere, jeg ser ingen grund til at bruge energi på at skrive om det her. Jeg sparer på den energi jeg har og prøver at kanalisere den ud på det, jeg finder vigtigt. Jeg har flere gange overvejet at lukke bloggen ned, men det har jeg prøvet en gang før og det har jeg nogle gange tænkt, var unødvendigt. Så jeg lader den leve endnu. Når man bliver konfronteret med livets alvorlige sider, og havner i det som jeg vil tro psykologer betegner som en krise, er der mange måder at reagere på. Jeg er glad for at jeg forud for min mors kræftsygdom som blev opdaget i marts måned - og som lykkeligvis holdes i skak med behandling - havde fået øjnene op for nogle redskaber til at være nærværende. Det lyder som noget ganske almindeligt noget at være: nærværende, men for mig var det næsten ikke-eksisterende og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste...

Nu er der snart gået lang tid siden en opdatering på bloggen. Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg lige holder en lille pause, for der er opstået alvorlig sygdom i familien og mine tanker kredser selvfølgelig meget om det pt, så derfor har jeg ikke rigtig energi til at hverken blogge selv eller at følge med i andre blogs. Den energi bruges på andet lige nu. Så, hvis jeg bare fortsætter med måske at poste et par billeder eller andet mikroblog-agtigt en gang i mellem, er det vist dét ... Nyd foråret, solen og livet :-)

... når man går, har jeg hørt nogen sige engang. Jeg går og går, men syn's ikke rigtig der dukker nogle løsninger op eller andre tanker, der kan skabe klaring i sindet. Til gengæld har jeg tabt mig 3 kilo.

Det fælles liv på højskolen udfordrer os kulturelt, eksistentielt, religiøst, psykologisk og politisk. Således beskrives det bla. i værdigrundlaget for Ryslinge Højskole , og jeg funderer over hvornår jeg sidst er blevet udfordret på nogle som helst måder. Kan ikke lige umiddelbart finde et svar, men kan da udlede af min søgen efter svaret, at jeg gerne vil og trænger til at blive udfordret en kende. Generthed og åbenhed Som tidligere nævnt, brager jeg ikke ind i folk med rundsave på albuerne, selv om jeg er blevet opfordret til det. Tror virkelig, man skal spørge sig selv "hvad er det værste, der kan ske?" og kaste sig ud i det, for der venter jo sjældent en forestående katastrofe. Det løser sig og plejer at gå godt. (Minder mig selv om, at jeg skal ha' bestilt den bog, der hedder "Breve til mit yngre jeg" eller lign.) . Jeg er genert, grænsende til det sky eller nogle gange neurotiske, men jeg kan sagtens mande mig op og overskride mine egne barrierer. Der ska...

Er åbenbart ikke helt mig selv. Var oppe første gang vækkeuret ringede og i træningscenteret kl. 7. En mandag morgen. Den slags unormale events skal åbenbart sætte præg, så da manden er på arbejde i Alperne og vejret ikke var særlig Sct. Hans-venligt, slukkede jeg for en intetsigende flimmerkasse og gik i seng allerede halv ti. Så nemt skal det selvfølgelig ikke være, og nu er jeg lysvågen igen og har ellers forsøgt mig med gåtur i sindssygt blæsevejr med hunden, der er møgforvirret over de anderledes "rutiner", hans hverdag ellers præges af. Skriver lige et indlæg og må så hellere forsøge at falde i søvn igen, selv om hovedet ikke kan lade tankerne ligge. Hvor pokker var det jeg lagde den cd med meditationssnak - den plejer at gøre tricket? Dagens spøjse indslag blev leveret af BT's horoskop: Opgiv ikke din autoritet i en situation, hvor du med rette skal tage ledelsen. Gør du det alligevel, går der koks i tingene. Så må jeg jo have ret, det er jo dét jeg altid siger ;-...

Prøver i skrivende stund at tænke tilbage på og erindre, hvad det egentlig var, der gjorde en højskole til det, den var og hvorledes det kan hægtes sammen med højskolen i dag . Ikke lige noget, man (læs: jeg) går og tænker over hver dag. Men er ved at arbejde på et interview og der skulle jo gerne være nogle pointer. Har kigget mine gamle år- og elevbøger igennem, og det er sjovt at læse, hvilke tanker der blev gjort om eksistensen allerede dengang. Der er nok at tage fat på! -Men føj , hvor de lugter af røg, de gamle bøger der har ligget gemt væk i skabet. Ikke til at fatte at det har været så slemt, -jeg undskylder til alle ikke-rygere jeg omgikkes dengang. Er lykkelig for at være sluppet ud af den fælde og tak, for jeres tolerence.

I morgen skal jeg sige farvel til en god kollega, der har været ansat i firmaet næsten lige så længe som jeg selv - 10 år er det blevet til. Der er mange dejlige mennesker, som jeg har tilbragt rigtig mange timer af mit liv sammen med, som er rykket videre til andre steder. Nogle har selv valgt det og andre har knap så frivilligt sagt farvel. Andre er ikke iblandt os længere og vi har måtte begræde dette ufrivillige farvel i en kirke. Hvor er der egentlig utrolig mange mennesker, man møder igennem et liv. Og jeg er endda et meget introvert menneske, der ikke bare vælter ind i folk. Al denne roden op i fortiden via nutidens teknologi, tja Facebook gør sit endda, får mange ansigter, smil, glæder, frustrationer og tanker frem. Der er mange måder at leve sit liv på og jeg står ved de valg jeg har taget; dette er ikke et spil Donkey Kong eller Pacman, hvor man bare kan starte forfra, hvis det ikke er perfekt score - der er kun dette ene forsøg. Der bliver ingen ommer. Jeg har det godt og er...

En masse danskere er tæt på at gå i panik over Al-bleeping-Qaeda og deres bombetrusler eller opfordringer til terrorisme. Det mest realistiske bud er vel, at det kun er et spørgsmål om tid, før der er en bombe som sprænger i Danmark. Man krydser selvfølgelig fingre for at der ikke findes så sindssyge mennesker her i vores lille andedam, men de findes jo, de mennesker, der ønsker at tro på den gode gerning i at "ofre sig selv". Så skidevære med os andre. Jeg færdes hver dag på både Hovedbanegården og på Nørreport station og indrømmer da gerne, at jeg har skulet en kende mistænksomt til nogle typer, der er mere solbrændte end andre, hvis de vel og mærke har opført sig uden for normen. Ligesom jeg også skuler til mobilsnakkende teenagere og ligeså gamle damer, der ikke aner, de har sat sig i en stillezone. Problemet er nok bare, at hvis der en dag skulle komme en eijit med eksplosiver i bæltetaske, ville han ikke skille sig ud fra mængden overhovedet. Han ville ligne alle os an...

Så flot kan der også se ud fra mit vindue: Solsortene har sunget af og er gået til ro og jeg nyder stilheden i aftenen med en god stor kop bengal spice the. Om lidt vil jeg gå i min seng og læse om ham der Odd Thomas, der ser døde mennesker. Den er ikke uhyggelig, snarere det omvendte.