Som i de go'e gamle dage?

Jeg er både betaget af og uforstående overfor den tilsyneladende ny bølge af Lo-Fi. Nu er det smart gå imod den nye teknologi. Selvfølgelig er jeg fuld af beundring overfor dem, der fravælger bevidst at have tv, mobil og nogle endda pc. Det er noget med prioritere, og jeg ville ønske at jeg selv når derhen på et tidspunkt, for så ville jeg få tiden til at læse alle de bøger, tegne og male, lære nyt o.m.a. jeg overvejer jævnligt, for der er da distraktioner nok i elapparaterne.

Men forleden gik jeg forbi butiksvinduet til Photografica og undrede mig over nogle udstillede legetøjskameraer. Eller, det syntes jeg at de lignede, men næh - det er det nye gamle hotte Lomografi-apparat:

Så kan man tage (analoge!) billeder som i gamle dage, hvor farven er lidt underlig, og motivet lidt uskarpt. Skal det deles online, må man først fremkalde filmen og få det scannet ind på pc'en.

Indrømmet, det er sågu fedt med retro, og der bliver taget rigtig fede fotos med det gamle russiske plastiklo øhm apparat, se selv. Jeg har da også selv sendt flere lange blikke efter flere emaljerede og orange og brune sager fra 50-, 60- og 70'erne.

Men hvordan kan det være, at det, der ligner noget fra vores barn- eller ungdom er så tiltalende nu. Er der en tryghed gemt i de gamle sager? Minder det lidt om mormor og kolonihaven, er det lunt og velkendt som en gammel kærestes håndflade, eller er det et oprør skråstreg angst for det nye og måske usikre? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg vil favne det fuldt ud. Men det har sin charme, det er helt sikkert.

Indtil videre er der i hvert fald ingen midler at kaste efter nye dimser (jeg holder stadig mit nonkonsum-løfte ;-)), så jeg nøjes med at lege med effekterne lomo og holga, der tilnærmelsesvis ligner det i Picnik.com. Jeg har hvad jeg skal bruge, behøver ingen nye dimser. Men måske min mor stadig har et gammelt kodak-kamera med blitz-bulb liggende, jeg kan lege med?

Link: lomography.com.