Lørdag, gåtur og læsning

Min hund, Benny - også bare kaldet "Drengen" herhjemme - er en meget dejlig, naiv og godtroende, men også helt utrolig nervøs hund. Alt skal helst køres i rutiner og nyt skal introduceres forsigtigt. Selv gåture, der strækker sig til andre steder end normalt.

Jeg var på biblioteket i dag og hunden ventede i bilen et kort øjeblik mens jeg fik betalt min bøde på kr. 20, jeg anser det som en skat, min brugerbetaling til det offentlige bibliotek. Bagefter gik vi en dejlig lang tur i parken i området. Det var jo byge- og tordenvejr, så vi havde det faktisk for os selv. Kastede lidt pind og løb frit. Sådan kan han li' det. Jeg satte mig på en bænk og mærkede lidt efter, hvordan tingenes tilstand stod til. Havde bla. lånt en bog om at leve i nuet og om kvinder, der elsker for meget (hø, ikke sådan tror jeg), så jeg trak vejret en ekstra gang og følte efter. Kunne pludselig se, at græsplænen vrimlede med bittesmå frøer og gik i gakket gangart videre.
På vej tilbage gik hunden dog i panik, da han hørte tennisspillerne på banerne ved siden af bilioteket sende den ene bold efter den anden afsted. Tordenvejret kunne han godt kapere, men han troede altså, at sportsmenneskene skød med skarpt efter ham og jeg lavede næsten Flyvende farmor tilbage til bilen. Næsten.

Minder mig om, at jeg skal huske at skaffe beroligende piller til ham til nytår. Der er længe til, men pludselig er det jo nu.
Nå nej, en ting ad gangen og alt det der, ikke Betty.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nogle gange ...

39/365 Segway tourists

Benny (og co.) online