Essens
Jeg nyder at have ferie. For en gangs skyld har jeg ferie i juli måned - det er godt nok længe siden.
Jeg har også fundet ud af, at jeg gennem næsten et årti er blevet vant til, ganske ubemærket, at tale rundt om emner og aldrig berøre dét, der kunne tænkes at gøre ondt eller i det mindste føles andet end behageligt. Hvordan det er sket, ved jeg ikke rigtig, men det er vel sådan en tummerum-ting, sådan er det bare gået hen og blevet. Plejede at afsky small-talk og snak om vejret, fik det næsten fysisk dårligt, når jeg mødte mennesker, der ville tale om andet end selve essensen.
Men fandt også ud af, at det var praktisk taget umuligt bare at møde mennesker og så tale om det inderste og dybeste. Man bliver nødt til at starte et sted, og der er small-talk faktisk et rigtig godt sted at begynde. Så det lærte jeg mig. Men overgangen fra det lille emne til det store er åbenbart svær. Igen mærker man konfliktskyheden - det ku' jo være ubehageligt.
Min bare røv ... !
Jeg vil ha' at det skal gøre ondt, være ubehageligt og noget jeg næsten ikke tør at røre ved. Alt andet end ligegyldigheder. For hvad skal jeg med det ene uden det andet? Selvklart behøver jeg også højdepunkterne, hvor jeg sendes op over skyerne og bare har kildren i maven af lykke, underfundigt nok, hænger disse følelser og tanker sammen for mig.
Hvad stiller man op, når man opdager, at man har savnet at tale om helt almindelige, men nærværende ting; om ting, der betyder noget og som kan føles?
Jeg synes jo ikke selv, jeg er sadomasokistisk anlagt (gud-bedre-det), men fakta er, at jeg får betydelligt mere "ud af det", når det gør en lillebitte smule ondt. Og nej, jeg taler ikke om sex, men om selve livet og essensen af det indhold, som proppes ind i rammerne, der udgør Betty's Liv.
Nu holder jeg helt fri og vil leve af musik, varme og sjæl de næste fire dage. Roskilde - here I come!
Jeg har også fundet ud af, at jeg gennem næsten et årti er blevet vant til, ganske ubemærket, at tale rundt om emner og aldrig berøre dét, der kunne tænkes at gøre ondt eller i det mindste føles andet end behageligt. Hvordan det er sket, ved jeg ikke rigtig, men det er vel sådan en tummerum-ting, sådan er det bare gået hen og blevet. Plejede at afsky small-talk og snak om vejret, fik det næsten fysisk dårligt, når jeg mødte mennesker, der ville tale om andet end selve essensen.
Men fandt også ud af, at det var praktisk taget umuligt bare at møde mennesker og så tale om det inderste og dybeste. Man bliver nødt til at starte et sted, og der er small-talk faktisk et rigtig godt sted at begynde. Så det lærte jeg mig. Men overgangen fra det lille emne til det store er åbenbart svær. Igen mærker man konfliktskyheden - det ku' jo være ubehageligt.
Min bare røv ... !
Jeg vil ha' at det skal gøre ondt, være ubehageligt og noget jeg næsten ikke tør at røre ved. Alt andet end ligegyldigheder. For hvad skal jeg med det ene uden det andet? Selvklart behøver jeg også højdepunkterne, hvor jeg sendes op over skyerne og bare har kildren i maven af lykke, underfundigt nok, hænger disse følelser og tanker sammen for mig.
Hvad stiller man op, når man opdager, at man har savnet at tale om helt almindelige, men nærværende ting; om ting, der betyder noget og som kan føles?
Jeg synes jo ikke selv, jeg er sadomasokistisk anlagt (gud-bedre-det), men fakta er, at jeg får betydelligt mere "ud af det", når det gør en lillebitte smule ondt. Og nej, jeg taler ikke om sex, men om selve livet og essensen af det indhold, som proppes ind i rammerne, der udgør Betty's Liv.
Nu holder jeg helt fri og vil leve af musik, varme og sjæl de næste fire dage. Roskilde - here I come!
Kommentarer
Send en kommentar