Sparetider - energien skal bruges fornuftigt
Det er blevet småt med indlæggene her på bloggen. Det skyldes mest at der sker meget på den personlige front og det har jeg ikke lyst til at skrive om. Eller rettere, jeg ser ingen grund til at bruge energi på at skrive om det her. Jeg sparer på den energi jeg har og prøver at kanalisere den ud på det, jeg finder vigtigt.
Jeg har flere gange overvejet at lukke bloggen ned, men det har jeg prøvet en gang før og det har jeg nogle gange tænkt, var unødvendigt. Så jeg lader den leve endnu.
Når man bliver konfronteret med livets alvorlige sider, og havner i det som jeg vil tro psykologer betegner som en krise, er der mange måder at reagere på. Jeg er glad for at jeg forud for min mors kræftsygdom som blev opdaget i marts måned - og som lykkeligvis holdes i skak med behandling - havde fået øjnene op for nogle redskaber til at være nærværende. Det lyder som noget ganske almindeligt noget at være: nærværende, men for mig var det næsten ikke-eksisterende og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, hvis nærvær mangler. Rigtig mange mennesker er der bare ikke. Fysisk jo, jo. Men altid på vej et sted hen eller dvælende ved noget, der allerede var sket. På samme tid længtes jeg usigeligt efter at være til stede i nuet og bare være glad og lykkelig. I mange år.
Vejen frem er ikke så svært tilgængelig som man kunne tro, men når først det går op for en, at man selv har adgang til nøglen og løsningen er det også umuligt at gå tilbage til igen og være "lykkeligt" uvidende. Det står i gåseøjne, for det er jo netop det, man ikke er.
Hvis du selv søger materiale, kan Eckhart Tolles bøger om Nuets kraft, Lev i Nuets Kraft og En Ny Jord anbefales. Har selv hørt 'Lev i Nuets Kraft' lydbogen indtalt af Ole Lemmeke. Det er en god måde at få det 'ind' på og afsnittene kan sagtens høres mange gange.
Mere om det senere, hvis der er interesse for det. Lige nu prøver jeg som sagt at koncentrere min energi om, der er vigtigt og nødvendigt. Har lært at melde fra på det, der tærer mere end giver energi. Og forsøger at lytte til min mave-fornemmelse.
Men som det er nu har jeg taget nogle svære valg, men nogle jeg står inde for og som jeg ser som de bedste løsninger. Jeg skal derfor flytte til København for en kort bemærkning, til mit hus er solgt.
Er i gang med at sortere ud i personlige ejendele og mener egentlig ikke at jeg behøver noget som helst, men er lidt nervøs ved at skille mig af med for meget. At samle tøj og sko og give det til Røde Kors var okay. Så gør det da gavn hos nogle andre.
Har du erfaringer med at rydde op og smide ud? Skal jeg virkelig slæbe rundt på kasser med gamle ting, jeg aldrig ser alligevel? Selvfølgelig vil jeg kunne fortryde det, hvis jeg smed gamle skolebøger, kreative tegninger og breve ud, men der er jo ikke noget af det, der er mig mere. Det har været der og den tid er forbi, nu skal jeg ikke bruge det til noget. Eller? Mit gæt er, at jeg vil føle mig lettet, når jeg ikke behøver at ha' en kælder fuld af fortidsminder, men kun vigtige og værdsatte genstande?
Jeg har flere gange overvejet at lukke bloggen ned, men det har jeg prøvet en gang før og det har jeg nogle gange tænkt, var unødvendigt. Så jeg lader den leve endnu.
Når man bliver konfronteret med livets alvorlige sider, og havner i det som jeg vil tro psykologer betegner som en krise, er der mange måder at reagere på. Jeg er glad for at jeg forud for min mors kræftsygdom som blev opdaget i marts måned - og som lykkeligvis holdes i skak med behandling - havde fået øjnene op for nogle redskaber til at være nærværende. Det lyder som noget ganske almindeligt noget at være: nærværende, men for mig var det næsten ikke-eksisterende og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, hvis nærvær mangler. Rigtig mange mennesker er der bare ikke. Fysisk jo, jo. Men altid på vej et sted hen eller dvælende ved noget, der allerede var sket. På samme tid længtes jeg usigeligt efter at være til stede i nuet og bare være glad og lykkelig. I mange år.
Vejen frem er ikke så svært tilgængelig som man kunne tro, men når først det går op for en, at man selv har adgang til nøglen og løsningen er det også umuligt at gå tilbage til igen og være "lykkeligt" uvidende. Det står i gåseøjne, for det er jo netop det, man ikke er.
Hvis du selv søger materiale, kan Eckhart Tolles bøger om Nuets kraft, Lev i Nuets Kraft og En Ny Jord anbefales. Har selv hørt 'Lev i Nuets Kraft' lydbogen indtalt af Ole Lemmeke. Det er en god måde at få det 'ind' på og afsnittene kan sagtens høres mange gange.
Mere om det senere, hvis der er interesse for det. Lige nu prøver jeg som sagt at koncentrere min energi om, der er vigtigt og nødvendigt. Har lært at melde fra på det, der tærer mere end giver energi. Og forsøger at lytte til min mave-fornemmelse.
Men som det er nu har jeg taget nogle svære valg, men nogle jeg står inde for og som jeg ser som de bedste løsninger. Jeg skal derfor flytte til København for en kort bemærkning, til mit hus er solgt.
Er i gang med at sortere ud i personlige ejendele og mener egentlig ikke at jeg behøver noget som helst, men er lidt nervøs ved at skille mig af med for meget. At samle tøj og sko og give det til Røde Kors var okay. Så gør det da gavn hos nogle andre.
Har du erfaringer med at rydde op og smide ud? Skal jeg virkelig slæbe rundt på kasser med gamle ting, jeg aldrig ser alligevel? Selvfølgelig vil jeg kunne fortryde det, hvis jeg smed gamle skolebøger, kreative tegninger og breve ud, men der er jo ikke noget af det, der er mig mere. Det har været der og den tid er forbi, nu skal jeg ikke bruge det til noget. Eller? Mit gæt er, at jeg vil føle mig lettet, når jeg ikke behøver at ha' en kælder fuld af fortidsminder, men kun vigtige og værdsatte genstande?
Hej Betina. Vi er her stadig - jeg er i hvert fald, har din blog i Google Reader. Held og lykke med din livs-oprydning. Selvom du bruger ordet 'krise' virker du stærk, fattet og velovervejet. Jeg synes det virker som om du er på vej til et nyt spændende kapitel og at du har sjælen godt med.
SvarSletDet lyder, som om livet rusker voldsomt i dig! Og nej, det er ikke alt, man behøver at blogge om - det er jeg helt enig med dig i!
SvarSletJeg er grusomt ambivalent ang. det der med at smide ud. Men nogle gange tager fanden alligevel ved mig, og så går jeg drastisk til værks. Og nej! Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg efterfølgende har savnet, hvad jeg skilte mig af med, hverken gamle uni-noter eller smarte sko ;-).
Pøj pøj med projektet - og god vind (godt du ikke lukker bloggen!)!
Mange tak for de opmuntrende og støttende kommentarer. Jeg sætter pris på, at der også er nogen i den anden ende af netledningen :-)
SvarSletJeg bruger ellers også Google Reader, men bliver helt forpustet, hvis jeg skal følge med i alt. Blogs er noget af det, jeg har skåret ned på, både skrivning og læsning. Til gengæld Twitter jeg stadig lidt.
Jeg er okay og tager tingene stille og rolig og fattet (for det meste), men nærværet er en vedvarende proces at arbejde på. Glemte fx. min bærbare på arbejdet i dag ;-)
Så jeg er en lille smule distræt, men det hører sig vel til, så det kan jeg acceptere - værre er det, at man bliver så fandens træt i låget og kan sove i evigheder, hvis man undlod at stille uret. Men det løser sig.