Opslag

Viser opslag fra maj, 2008

Nu med pressekort

Billede
Ja, det er lige før i hvert fald. Skal til sommerfest i det svenske med søsterforlaget, og vor mand i felten skal ikke med og har forespurgt om jeg ville assistere som firmafotograf. Ooooh- det er en ære at overtage dette hverv. Men stiller også nogle store krav - et af dem (går jeg ud fra) er at indtagelse af alkohol sker i begrænsede mængder. Jeg vil ellers tro at teambuilding med svenske kolleger går meget mere gnidningsløst, hvis man har en lille pind vedhængt øret. Måske ikke, når jeg tænker efter. Det skal nok gå - bare ikke skidesmart at være så genert, som jeg er, når man skal være så meget "på". Må bare håbe på at få nogle fornemme motiver serveret på et sølvfad. They better be good! "Drengen" er afleveret hos "bedstemor" og så håber jeg at resten af dyreflokken lige kan klare sig i eget selskab et enkelt døgn. Mon ikke, hvis bare jeg øser rigelig med foder på dem?!

Seks

Hoohaa, nu bli'r det frækt - nu skal det handle om sex. Og så ikke alligevel. Jeg kom bare lige til at spekulere over, hvordan det kan være at man bruger x'et nogle gange og andre gange ikke. F.eks.: Seksualitet og ikke sexualitet (i hvert fald iflg. Retskrivningsordbogen ) - det hed jo også seksualundervisning, det vi havde i skolen i hedengange tider. Men det hedder ikke seks, selv om man næsten kan skifte "ks" ud i alle mange ord uden det virker underligt. Måske det er for at undgå misforståelser at man har vedtaget det? Hmm. Det er typisk mig at falde i staver over sådan noget. Måske det er for længe siden alligevel...

Fyrre, fotogen og Frederik

Billede
Ved ikke lige, hvordan jeg havnede dér, men sådan går det, når man tager en surf-pause. Tjek lige de nye billeder ud på Kronprinsens hjemmeside . Nu er han jo også gået over i de voksnes rækker, så der sku' nye fotos til :-) På det ene foto kunne parret godt ligne en reklame for den næste James Bond film - der er noget Femme Fatale over Mary ;-) Og Frederik er da heller ikke at kimse af ... eller er det bare en rigtig dygtig fotograf? Flotte billeder, i hvert fald.

Drageløberen

Billede
Jeg elsker lydbøger. Når jeg ikke hører musik - og det gør jeg hele tiden på arbejdet og på vej til og fra arbejde pga storrumskontoret - er det historier, det handler om. Lige nu er det Drageløberen, jeg får fortalt af en dejlig stemme, Lars Simonsen . Jeg har ikke set den filmatiserede version endnu - ville gerne læse bogen først, og det har jeg ikke haft tid til (eller rettere taget mig tid til - er det ikke sådan det hænger sammen?), men jeg har været på biblioteket og har lånt lydbogen. Læs om lydbogen her , og du kan også høre et uddrag bogen her . Det er indledningen til lydbogen, så det er ikke det bedste eksempel, men det eneste, jeg ku' finde.

Pippen vokser

Billede
Han vokser fint, Betteprinsen m/k. Han har endda fået mange flere fjer på de to dage, der er gået siden fotoet blev taget. Da var han nøjagtig 3 uger.

Ungdom og livsglæde?

Billede
For pokker, jeg bliver ked af det, når jeg oplever hvad nogle unge mennesker spilder deres energi og liv på. Dette hærværk, som jeg går forbi hver dag på Vestergade i Kbh, får så mange følelser op i mig. Skal man le eller græde? Ryste på hovedet eller forarges? Jeg undrer mig over, hvad der er sket for det menneske, som har lyst til at komme til udtryk på denne destruktive og formålsløst negative måde. Blomsterne kom med fordi jeg fumlede med et nyt kamera, men jeg synes det passer meget godt til kontrasten. Måske er det bare mig, der har blår i øjnene og gerne vil at Verden kunne fordre lidt positivitet, så vi alle kan leve sammen og ha' det godt med det imens.

Vejarbejde/hjemmearbejde - bad combo

Har arbejdet hjemmefra i dag, så godt som jeg kunne, for der har godt nok været meget larm og uro på matriklen og omegn. Vi er ved at få lagt nyt fortov - det har snart stået på længe, fordi det også har været slået sammen med SEAS-NVE og deres fibernetkabler. En masse orangeklædte arbejdere (én med sej Indiana-hat ... woohoo) har derfor belejret os og rumsteret med en masse maskiner og tilmed cementblanderlastbiler (det er da i ét?), men tog præmien med deres ryste-gadget. Aner ikke hvad sådan en hedder korrekt. Jeg er glad for gadgets normalt, men denne her vibrerede altså helt infernalsk og rystede huset, så alt var ved at ryge ned af reolerne og jeg syntes endda at høre et kloakrør rive sig løs. Det skal blive spændende at se, om det er en korrekt antagelse ...

Få armbånd til Roskilde

Arbejd 24 timer som pantsamler på Festivalen og få armbåndet gratis! Læs denne artikel eller gå direkte til tilmeldingen. Havde det været for 10 år siden, var jeg dén, der tilmeldte mig - men jeg har allerede købt armbåndet og har også prøvet at arbejde derude. Jeg er vild med idéen om at gøre en god gerning samtidig, så hermed er opfordringen sendt videre.

Nej tak til Twitter

Ej, tror altså alligevel ikke Twitter er noget, jeg vil spilde min tid på. For det første kender jeg jo ikke andre, der bruger det og så er idéen ret ubrugelig. Og så kostede det krafted**e kr. 2,70 at sende en besked via telefonen. WHAT?!! Og skal jeg sidde og bruge pc'en til at kvidre løs om dit og dat, kan jeg lige så godt bare tage en pause fra arbejdet, da det er ren overspringshandling. -Dem er jeg ellers god til. Så undskyld til jer, jeg har "inviteret" - jeg nøjes med Facebooks lille updategadget fremover og piller Twittevit-tingen af.

Twitter

Så er Betty hoppet på Twitter -bølgen, og nu kan hun jo bare håbe på, at andre også snart følger så hun ikke skal sludre mere med sig selv end hun gør i forvejen :-)

Såret boldspiller

Billede
Benny elsker at spille bold - fodbold, håndbold, rundbold, whatever ... Vi var i Benløse skov i dag og sku' lige rende drengen træt fordi han skal være alene hjemme i aften, når vi skal ud at høre Forro in the Dark. Og jeg skal love for at han fik spurtet igennem. Han kørte så hårdt på, at han ikke mærkede førend vi var på vej hjem, at hans trædepoter var gået i stykker. Fremover må vi nøjes med at spurte på boldbanerne, hvor der er græs - det dur ikke at han ikke selv kan mærke, når han går over stregen, bare fordi det er sjovt. Drengen har fået et griseøre som trøst og så ligner han en, der skal ha' en ordentlig skraber om lidt.

Der var én ....

Billede
Fra Fugl og fisk Til ære for Henriette er her et billede af den eneste fugleunge, der endnu er kommet i reden. Den vokser hurtigt og er knap så bar nu - har øjnene lige nøjagtig på klem. Hvad kan jeg sige - køn er den jo ikke.

Brrrr

Hvad sker der lige med vejret i dag? Det er jo skidekoldt. Havde lige vænnet mig til at traske rundt i bare tæer og ha' alle dyrene med udenfor, men idag har jeg måtte ta' uldsokker på. Jeg gider ikke at det skal skifte så drastisk.

Pinsesolen

Billede
Så dansede pinsesolen for os endnu en gang. Det har jo været ekseptionelt godt vejr denne pinse. og jeg er kun blevet en smule forbrændt i solskinnet af at være udenfor. Min nevø, Mathias har fødselsdag den 9. maj og på en eller anden måde - det kan jo være fordi han altid er så sød - er det altid flot, flot vejr den dag. Jeg tror jeg vil spekulere i det og bestille ferie (i Danmark) så det rammer hans fødselsdag til næste år.

Aftenlys

Billede
Så flot kan der også se ud fra mit vindue: Solsortene har sunget af og er gået til ro og jeg nyder stilheden i aftenen med en god stor kop bengal spice the. Om lidt vil jeg gå i min seng og læse om ham der Odd Thomas, der ser døde mennesker. Den er ikke uhyggelig, snarere det omvendte.

Familieforøgelse

Billede
Vores Fishers Dværgpapegøjer, som vi har haft i lidt over et år har fået unger. Dvs. der er vist kun kommet en unge endnu - den sagde sine første spæde pip i søndags, den 4. maj. Jeg er lidt nervøs over Yoko's redevalg (de er jo Lovebirds, så vi kalder dem John&Yoko). Hun har valgt deres hyggetelt som rede - jeg har måtte dække enderne af, for de første to æg trillede jo ud. Ikke særlig smart valg. Og heller ikke særlig nemt sted for mig at komme til at rengøre deres rede og se, om alle har det godt. Jeg må vel bare indlade mig på deres instinkter og tro at det nok skal gå godt. Mere spændende bliver det at se, hvordan de to nymfeparakitter, Jacob og Bine vil tage det, når først ungerne titter frem. Jeg har hele to ekstra bure, og ungerne skal jo også i deres eget bur, når de flyver fra reden. Kender du nogen, der er interesseret i at få en sød lille dværgpapegøje om et par måneder??? I albummet kan du se billeder, der viser hvordan de har indrettet sig: Fugl og fisk

Pas på katten

Billede
Både postbudet og avisdrengen har været der, så han kan trygt sidde der og lade som om han er vogteren af huset. Men jeg vil vædde på, at hvis man bare sagde bøh, ville han spurte afsted. Måske han bare prøver at bevare sin street-credit?